Det suser godt herude ved vandet, men solen er fremme, der er næsten 20 grader, så vi er, som danskere er flest, taget til stranden. Vi sidder ved strandcafeen i Ishøj. Min yngste datter og jeg tegner, min kone strikker. Man kan svagt høre bølgerne, børn leger på den nærliggende legeplads, og mågerne forsøger aggressivt at få fat i kager og andet godt fra bordene.

Min dejlige hustru ved, at min yngste datter og jeg kan sidde længe og tegne og bare være, så hun har inviteret os på denne tur, men tid og plads. Det er virkelig skønt med en partner, som giver plads til éns små særheder, og ved, at det betyder noget, at side i ro og mag, på denne måde.

Datteren tegner manga ud fra billeder, hun finder på Pinterest. Jeg tegner de borde, stole og den gigantiske parasol, der står foran os. Min hustru sidder med strikkepindene, og sysler med en karklud. Det er det hun laver, når det skal være afslappende og ukompliseret.

Vi tegner ikke det samme. Vi snakker ikke særlig meget. Vi sidder om det samme bord — nogen i skyggen, nogen i solen — i hver vores verden og alligevel sammen.

Det er en af de ting, jeg holder mest af ved tegning. Det er en parallel aktivitet. Man behøver ikke snakke for at være nærværende. Man behøver ikke præstere socialt. Selv motivet er underordnet. Min datter tegner manga. Jeg tegner havemøbler på en caféterrasse. Men vi nyder alle tre at være i hver vores.

Selvfølgelig indtil en hættemåge dykker ned efter min hustrus kage og bryder vores flow-tilstand.