Jeg havde gået ture i flere uger. Hver morgen, efter jeg havde fulgt min datter i skole. Jeg vidste, at jeg var nødt til at komme ud. At bevæge mig. Det var godt for min depression, med sollys og bevægelse.

Jeg ønskede virkelig at tegne det, jeg så — sådan som urban sketchere gjorde. Så jeg tog skitsebogen med på mine ture.

Jeg havde tegnet hjemme i et års tid. Fundet motiver på nettet, set kunstnere på YouTube, købt tusch og vandfarver og langsomt genopdaget noget, jeg havde elsket som barn. Men udenfor var det noget andet. Der var folk. Og folk ville se mig. Og så ville de tænke, at jeg troede, jeg var noget. En eller anden slags kunstner. Prætentiøs. Latterlig.

En dag tog jeg mig sammen alligevel.

Jeg satte mig på en træbænk ved en lille brandsø i Rødovre. Der var ænder. Træer. Den slags ting man tegner, når man vil vise verden, at man er følsom og naturglad. Jeg tegnede det sociale boligbyggeri lidt til venstre for søen, fra hvor jeg sad.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg altid tiltrækkes af det uskønne frem for det åbenlyse smukke. Men det gør jeg ofte.

Og der skete noget. Den indre monolog, som jeg i måneder havde forsøgt at stilne med mindfulness-apps, forsvandt bare. Ikke fordi jeg slukkede for den. Jeg havde bare ikke hørt den, gik det op for mig, da jeg løftede blikket fra siden.

Mindfulness havde skam også hjulpet. Men det føltes altid som at forsøge at sidde stille i stormvejr. Dette her føltes som at sætte sig i læ for en stund.

Jeg var nyligt startet på medicin til at hjælpe med depressionen. Og jeg tegnede. Ikke fordi nogen bad mig om det. Men fordi det var det eneste i en ellers svær periode, hvor jeg ikke kunne meget andet, som jeg faktisk opsøgte aktivt. Det siger enormt meget for mig.

Flow — som jeg senere har lært, det hedder, når man kommer i sådan en tilstand — giver mig en enorm lykkefølelse. Ikke imens, men efter, når jeg kan mærke, at jeg har tappet ud af mig selv og bare været.

Det er derfor jeg tegner. Og det er derfor jeg taler om det.