OM MIG

Manden med skitsebogen

Jonas voksede op i et råt kvarter i Hedehusene i 90'erne - med gode venner, en kærlig familie, og spraydåser i lommen som teenager.
Omkring 25 fik han en test-besked, han ikke kunne ryste af sig
- en besked, der siden har fulgt ham gennem årtier med tunge bølger af depression. I dag griber han skitsebogen, når verden bliver for meget. Ikke som terapi, men som et sted at se klart.

Udforsk skitsebogen

Dette er et skønt eksempel på fantastisk vægkunst.

Fra lærred til beton og tilbage igen

Jeg voksede op i Charlotteager, en ghetto i en mindre by, mellem Taastrup og Roskilde. Min opvækst lærte mig, at se skønhed i det rå — betonbyggeri, det slidte og forsømte, og dem der lever i det. Der er noget i det ærlige, det levede, det rå, jeg bliver ved med at fascineres over.

Som barn tegnede jeg meget. Egne figurer, egne universer. Som teenager blev det til graffiti — primært store værker, hele vægge. I dag kan jeg stadig blive grebet af et flot vægmaleri, men lige så ofte ved en krudsedulle på en elboks:

"hvis man kan se, at kunstneren, virkelig har øvet sig i finessen, så kan et såkaldt tag fange mine øjne, i samme grad som det store værk".

Der var også et år, hvor jeg gik på Produktionsskolen i Hedehusene. Et vidunderligt værksted, hvor jeg for første gang prøvede kunsten frit, på lærred. Jeg husker glæden ved bare at møde ind hver dag og skabe noget. Det gled ud igen, da jeg startede på ungdomsuddannelse, og fest og farver tog over.

Testen

Jeg blev testet for Huntingtons, da jeg var omkring 25. Jeg var lige blevet far. Vi havde kort forinden fundet ud af, at sygdommen findes i min fars familie — min far testede selv positivt. Jeg følte, jeg var nødt til at vide det. Sådan har jeg det stadig:

"det er svært for mig ikke at vide, når risikoen er der, og den rent faktisk kan testes og følges".

Jeg fik svaret: jeg bærer anlægget. Det er ikke min identitet. Men det har fyldt — når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det er en del af årsagen til, at store dele af mit voksne liv har været ramt af tunge bølger af depression.

Skitsebogen som mål, ikke forberedelse

Jeg husker særligt, at depressionen begyndte at buldre, tilbage omkring 2022. Corona havde hærget et par år, og det havde uden tvivl sat sig i mig. Jeg begyndte at se videoer af folk, der tegnede i skitsebøger. Folk som Scott Christian Sava, Koosje Koene and Danny Gregory, som ikke brugte det som forberedelse til noget større, men som det endelige mål i sig selv. Det fascinerede mig.

Jeg var bange for at lave noget, der potentielt skulle op at hænge på en væg et sted. Det føltes prætentiøst — som om jeg mente, jeg var noget særligt. Det følte jeg mig ikke. Skitsebogen var sikker. Den kunne lukkes, tages med sikre steder hen, vises til få udvalgte. Det sværeste ved at begynde at tegne udenfor var ikke teknikken — det var frygten for, at folk skulle tro, jeg troede, jeg var noget. Jeg har siden lært, at alle har lov til at udøve deres passion, uden tilladelse fra andre, så længe det ikke går ud over nogen.

Udforsk Skitserne

I sommeren 2023 sygemeldte jeg mig med depression og kom i medicinsk behandling. Endnu en af de bølger. Skitsebogen blev en af de ting, der hjalp mig med at redde mig selv. Den tvang ro ind. Fik mig til at se verden i stedet for at scrolle igennem en kurateret, klippet og til tider decideret fucked up udgave af den på en skærm.

I dag

Jeg har altid skitsebog, akvarelæske, fyldepen og vandpensel med mig. Altid. Efter arbejde, på vej ned at handle, på en gåtur — når jeg mærker, at hovedet har brug for ro, begynder jeg ubevidst at lede efter et sted, jeg kan sidde uforstyrret i mindst 30 minutter.

Jeg tegner som regel stregerne først og farven bagefter — særligt når det, jeg tegner, kan forsvinde når som helst. Mennesker, biler, en bestemt vinkel af lys. Farven kan jeg altid sætte på senere, eller lade være. Men det, der er ved at forsvinde, skal jeg have fat i først.

Jeg kan af gode grunde ikke udstille selve skitsebøgerne. Derfor er jeg i gang med at få lavet professionelle tryk af de værker, jeg er mest tilfreds med — dem håber jeg at kunne vise frem et sted på sigt.

Se skitsebogen → Læs bloggen →

OM MIG

Manden med skitsebogen

Fra lærred til beton og tilbage igen

Testen

"det er svært for mig ikke at vide, når risikoen er der, og den rent faktisk kan testes og følges".

Skitsebogen som mål, ikke forberedelse

I dag

Nyhedsbrev

Få gode tilbud og konkrete værktøjer til kreativ udfoldelse

Nyhedsbrevet kommer højest 1 gang om måneden

Fordele som abonnent