Jeg fik at vide for snart 20 år siden, at jeg bærer anlægget til en sygdom, der en dag vil tage meget af det, jeg er i dag. Siden har jeg brugt tid på at finde ud af, hvor jeg vil rette blikket hen, mens jeg venter — og svaret blev, meget konkret: ud på verden, med en fyldepen i hånden. Ikke ind i en skærm.
Her er tegningerne fra skitsebogen, og historien om, hvordan den gik fra barndomstidsfordriv til noget, jeg ikke vil undvære.
