Jeg har slettet sociale medier, skåret YouTube fra på telefonen og droppede at zappe tomhjernet igennem TV-programmer for længst.
Med visheden om min gensygdom – at tiden og overskuddet i mit liv har en synlig udløbsdato – har jeg en stærk følelse af, at jeg simpelthen ikke kan tillade mig at spilde min tid på at swipe eller doomscrolle. Det har jeg ikke liv nok til.
I stedet har jeg prøvet at finde en mere mindfuld måde at leve på. Min fritid er blevet mere målrettet det, jeg reelt bliver glad af: at læse, at lære nyt, pusle med webdesign og fordybe mig i mine skitsebøger. For mig er det ikke et arbejde. Det er den absolut mest restituerende måde at være til på.
Alligevel sniger der sig tit en uvorn tanke ind i baghovedet: Gør jeg nok? Skal jeg ikke nå videre?
En halv meter af mit liv
Jeg har lidt over en halv hyldemeter af skitsebøger stående i reolen. De er fyldt med glimt fra mit liv gennem de sidste tre år. Når jeg bladrer i dem, fungerer de som en tidsmaskine, hvor jeg med det samme kan mærke præcis dengang, jeg lavede det enkelte værk.
Når jeg tegner i mine bøger, gør jeg det 100% for min egen skyld. Det giver MIG glæde, og i udgangspunktet er jeg næsten ligeglad med billederne bagefter.
Men på det seneste har flere sagt til mig, at jeg burde lave noget, jeg kan udstille.
Og så opstår tvivlen.
“Burde” er det værste ord, jeg ved. Men når det ligger i det ubevidste og ulmer, gør det skade. Jeg bliver i tvivl om, om det er min egen lyst der taler, eller om det er det mig, der ønsker at gøre det, “man” bør. Jeg er bange for, at kunsten holder op med at være min – at den bliver til en deform udgave af sig selv, mast ned i en form,fordi jeg tror, den skal passe til andre.
At stikke snuden frem
Der er også noget andet på spil. Jeg har en indgroet følelse af, at det er ubehageligt at stikke snuden frem. Tanken om at hænge noget op på en væg og sige: “Se mig, jeg synes jeg er dygtig, så nu tager jeg denne plads” – det er meget lidt mig.
Når jeg ser tilbage på, da jeg malede graffiti som ung, var det noget andet. Dengang stak jeg også snuden frem med throwups og pieces i det offentlige rum, men det var under et pseudonym. Dengang handlede det heller ikke om at please alle. De fleste så det bare som hærværk – men det var heller ikke lavet til dem. Det var lavet til de få andre malere, som reelt så det. Dem, man kunne overraske, glæde eller få til at smile med en skæv, snørklet eller anderledes måde at gøre tingene på.
Måske er en udstilling i dag i virkeligheden det samme. Det handler ikke om at blære sig eller råbe hele rummet op. Det handler om at række ud efter de få, der har lyst til at mærke det samme som mig.
Min nye kontrakt med mig selv
Når alt kommer til alt, mister jeg jo ingenting ved at prøve det af. Hvis en udstilling viser sig ikke at være mig, må jeg jo gerne male i mine bøger igen bagefter. Alt nyt tager tid at lære, og det at tegne i offentligheden tog også lang tid at blive tryg ved.
Jeg skal helt tilbage til, at jeg skaber for min egen skyld.
Min nye kontrakt med mig selv er egentlig ganske enkel: Alt, hvad jeg bruger min tid på – om det er at tegne i et lukket arkiv, lære noget nyt eller hænge et billede op på en væg – skal være noget, jeg finder ægte mening og nydelse i.
Gør jeg det, er tiden aldrig spildt. Og er det ikke meningsfuldt længere, så er det et tidsspilde, som skal fjernes igen. Så simpelt er det.
